Samtalens formål


Vi lever i monologernes tid. Alle vil til orde men selv nok så mange monologer giver os ikke en samtale. En god samtale betyder, at du får en dybere forståelse og et bedre fodfæste i dit liv. En samtale er et møde mellem to mennesker, hvor vi gensidigt udforsker et fælles emne, lytter til hinanden i nærvær og med opmærksomhed. Mit hovedmål for samtalen er, at du får en bedre livskvalitet og finder din egen vej gennem dette til tider temmelig indviklede og kaotiske samfund. Mit mål er ikke - som det ellers er gængs i samfundet i dag – at du bliver en stor succes, opnår bedre performance, bliver mere populær, eller får flere likes. Skulle det ske, og det er dine ønsker, så er det jo vældig fint, men al forskning viser, at lykke og livstilfredshed ikke kommer den vej. Den kommer indefra, hvor DU er tilfreds med dét liv, du lever.

Jeg tilbyder dig et samtalerum, hvor du kan være sikker på at møde en interesseret og vidende samtalepartner, der ikke går af vejen for at stille dig de ubekvemme spørgsmål, tilbyde dig skarpe analyser, du ikke havde tænkt på selv, giver dig perspektiv og lærer dig, hvordan du udvikler dig selv - altid givet med menneskelig varme og humor.

Jeg tilbyder både faglige og personlige samtaler:
- Faglige samtaler har fokus på din faglighed og dit arbejdsliv - HER
- Personlige samtaler har fokus på dig, dine livsvalg og drømme - HER
 
Begge typer samtaler tager sigte på at skabe struktur, klarhed og sammenhæng i din situation. Dermed får du et mentalt overblik, ser tingene i helikopterperspektiv og kan finde muligheder, du ikke tidligere selv har set. Mange gange skaber vi et indre mentalt univers, hvor vi skal vælge mellem to alternativer. Gennem samtale og udforskning er det ofte muligt at finde den eftertragtede tredje mulighed. Det er den løsning, der tager det bedste fra begge alternativer. Eksempel: Du er gået død i dit job og ønsker dig væk, men alligevel er der så meget godt i dit nuværende arbejde. Er der en tredje mulighed? Der er der ofte, men du har måske ikke undersøgt den.
Jan Brødslev Olsen | CVR: 19324532 | Klokkestøbergade 17, 9000 Aalborg - Danmark | Tlf.: +45 25 86 14 53